Den store farlige dating verden! Er der ting der skal forblive usagt?

Den store farlige dating verden!
Der er så mange spørgsmål, hvad skal man gøre på første date? Hvad er tilladt og spørge om? Nogen siger at første date, er til at lære hinanden at kende, og det er jo også rigtig nok.  Men er der nogen ting der skal forblive usagt?
Jeg var på en date i går, super sød fyr, og vi hyggede os rigtigt, men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvornår skal man fortælle ting som er virkelig vigtigt for en?

Jeg sidder som 21 åring, og tænker tit på det med børn, og på hvornår skal jeg fortælle min hemmelighed til en ny fyr? Jeg har verdens dejligste lillebror, desværre har min lillebror en kromosomfejl, der gør han har et mindre handicap. Jeg har en halv storebror som jeg aldrig har mødt, men han har den samme kromosomfejl og han er blevet multihandicappet af den. Da jeg var 15, fik jeg af vide at, jeg var bære af den kromosomfejl, hvilket vil betyde at chancen for at jeg vil få et normalt drengebarn er meget lille. Jeg har besluttet derefter, hvis jeg finder ud af at mit barn har denne kromosomfejl, så vil jeg få det fjernet, da jeg ikke har lyst til at sætte et handicappet barn til verden.  Nu kan jeg så i dag ikke lade være med at tænke hvornår skal jeg fortælle en fyr, jeg dater, at det med børn kan blive en svær ting for mig?

Skal man sige det fra starten, ligge kortene på bordet, eller skal man vente og se om det bliver til noget? Det er ikke fordi jeg sidder som 21 åring og tænker, nu skal jeg snart have børn, men tænker tit over det. Kan være super uheldig en dag, få en mand der kun kan lave drengebørn og så betyder det at jeg nok skal adoptere, hvilket ikke genere mig. Utroligt at en ting som børn, kan betyde så meget, når man ikke engang skal have dem endnu. Men alligevel ser jeg mig selv miste lidt interesse for fyrene hvis jeg for af vide at han ikke har nogen søstre men kun brødre.

Lyder nok som om, at jeg er helt afklaret med det, men det skræmmer mig da stadig. Tanken om at skulle risikere en del aborter, det med hvad nu hvis manden ikke kan klare at det ikke bare er lige til, det er sku ikke nemt. Men hvornår skal man dog fortælle det. Jeg ved godt at hvis fyren ikke kan acceptere det, så er han heller ikke den rette, men typisk at jeg skal sidde med det lille problem, der kan gøre det ellers så svære datingliv endnu svære og finde rundt i..

Kærlig Hilsen
Pigen i de røde stiletter.

Pigen med de røde stilletter

Jeg sidder og kigger ud af vinduet, Cassie køre i baggrunden, og tænker over mit kærlighedsliv. Hvorfor er det aldrig lige så nemt i virkeligheden, som man ser på film? Hvad gør at jeg sidder som single, 21 kun 2 forhold, men sex med ca. 30? Skyldes det at som jeg fortæller veninderne, at jeg bare har mødt de forkerte, hvilke jeg har, de dumme fyre som udnytter en, eller ligger der noget dyber bag. Ja jeg er nok ikke den slankeste pige, men det burde jo ikke gøre nogen forskel, udseendet er vel ikke alt? Men i stedet for altid skyde skylden på alle de fyre der går derude, er fejlen så min? Jeg tror det er en blanding, mener kan ikke være helt grim, når fyre gerne vil knalde med mig, og for da en del komplimenter på nettet. Men skyldes det i bund og grund usikkerheden på mig selv.

Jeg tænker i dag burde det ikke være noget problem at finde en kæreste, vi har jo så mange muligheder, møde fyre i byen, nettet er der utallige af dating sider, og vi kan endda få trykket en kontakt annonce i avisen. Men det svære ved at det er så “nemt” er jo at kravene bliver større, og så skal man sparke sig selv bagi. Det nemt at skrive en dating profil, det svære er jo at komme væk fra computerskærmen og ud på dates… Det er nemt at sidde bag skærmen og flirte og være cool, jeg er god til det, og har da også være på en del “dates” eller jeg har mødt dem i mit eller deres hjem, men nu sidder jeg som kryster. Jeg kan sidde og skrive med en super sød fyr , og når jeg så skal møde ham kryster jeg og kommer med dårlige undskyldninger for ikke at komme. Om det bunder i at jeg er bange for, at blive såret, måske lidt, men tror bare jeg mest af alt er bange for at åbne mit hjerte helt igen, er bange for ik at blive forelsket, som jeg ikke har været længe. Eller bare bange for at såre fyren, fordi jeg måske ikke kommer til at føle det samme for ham, som han måske kommer til for mig.

Det er super dumt, for savner en fyr, savner en at holde af, ved jeg er til fyre, på trods min snak med nogen tøsepiger gennem tidens løb, men jeg burde bare kaste mig ud i det. Jeg sidder og ser på mine veninder med deres kæreste, hvor de tit siger: Du skal ik få dig en kæreste, forbliv single, der er alt for mange problemer. Men jeg vil gerne have skænderierne med, det hele vil jeg have. Jeg vil have en at ligge og putte med søndag aften. Jeg ved at jeg bliver helt forfjamsket når en sød fyr kommer med en komplimenter, ligesom i lørdags hvor en fyr råber: Hey dig med de røde stiletter, du er fandme lækker, men igen blev kylling og råbte ikke noget tilbage, men det må vi ændre nu…
Håber i syntes om min historie, vil gerne have lidt feedback, om i kunne tænke at høre mere om nogen af mine tanker, blondinen har mange tanker i hovedet.

Med Venlig Hilsen

Pigen i de røde stiletter <3