Jeg sidder her, er 21 år, har et dejligt liv, dejlig familie, fantastisk skole, klasse – jeg burde jo have det fantastisk, men det har jeg ikke...
Jeg sidder i den dejlige situation at jeg har 3 super fantastiske veninder, dog er alle kommet i et forhold, og nu sidder jeg tilbage, jeg hygger mig med dem, men jeg vil altid være den, der høre de berømte ord, som en hver single pige hader at høre: ” Vi skal finde en sød fyr til dig, vi score en fyr til dig i aften, prinsen kommer også til dig, du for os en sød fyr en snart, min kæreste har en sød ven – ham må du møde”
Jo jeg vil da gerne have en kæreste, men hvorfor er det, vi altid skal snakke om, dur jeg kun hvis jeg har en kæreste? Sidder og har ikke haft en kæreste i et par år, og har oplevet så mange gange at blive afvist, men hvorfor er det jeg ikke satser og springer ud i at møde en sød fyr? Jo af den simpel grund at jeg ikke vil såres.
Nu har jeg efterhånden sagt, mange gange at jeg er single, fordi det er et bevidst valg, og det har jo nok i bund og grund været på grund af at, det har været måden, på at slippe for dumme sætninger fra veninderne. Dog vil jeg så sige der er noget jeg ikke forstår, når man endelig indrømmer at man gerne vil have en kæreste, så høre man: ej du skal forblive single, det er slet ikke sjovt, der er så mange problemer, de er sgu så dumme de mænd”.
De er dumme, de er dejlige, jeg sidder bare tilbage og skal ligge øre alt deres lykke, og kan smile og være glad, men i bund og grund sidder der bare en pige tilbage, der gerne vil elskes, men er alt for bange for at springe ud i det, fordi hun er bange for at blive såret.
Nåja jeg har været inde i lidt skidt periode, hvor jeg har været meget hjemme, og absolut ikke har været i byen, har ik rigtigt set mine veninder, og ved da godt det ikke, er den bedste idé når man ikke vil være ensom. Men har bare ik kunne overskue deres lykke og glæde, og ved da også godt jeg ikke møder fyren ved at sidde herhjemme. Men havde brug for at være alene med mig selv og mine tanker, så en dag blev til dage, der blev uger, der blev til måneder.
Nu skal jeg bare i gang igen, og den tanke skræmmer mig faktisk lidt, det er nemmere og bare krybe ned i sit musehul igen, og undskyldningerne kan jeg bare mærke er på vej igen,.. men jeg ved at jeg bliver nød til at kæmpe mig ud, og blive den glade smilende pige igen, der nyder det dejlige liv, hun faktisk har, så nu vil jeg se om jeg kan finde pengene, de røde stiletter, og kæmpe mig ud på lørdag i det vilde byliv.. Kan jeg være sig nok, eller gemmer jeg mig igen?
Jeg vil lade jer vide hvad der kommer til at ske, og i er som altid velkommen til at spørge og kommentere :)
Med Venlig Hilsen
Pigen i de røde stiletter <3
Jeg sidder i den dejlige situation at jeg har 3 super fantastiske veninder, dog er alle kommet i et forhold, og nu sidder jeg tilbage, jeg hygger mig med dem, men jeg vil altid være den, der høre de berømte ord, som en hver single pige hader at høre: ” Vi skal finde en sød fyr til dig, vi score en fyr til dig i aften, prinsen kommer også til dig, du for os en sød fyr en snart, min kæreste har en sød ven – ham må du møde”
Jo jeg vil da gerne have en kæreste, men hvorfor er det, vi altid skal snakke om, dur jeg kun hvis jeg har en kæreste? Sidder og har ikke haft en kæreste i et par år, og har oplevet så mange gange at blive afvist, men hvorfor er det jeg ikke satser og springer ud i at møde en sød fyr? Jo af den simpel grund at jeg ikke vil såres.
Nu har jeg efterhånden sagt, mange gange at jeg er single, fordi det er et bevidst valg, og det har jo nok i bund og grund været på grund af at, det har været måden, på at slippe for dumme sætninger fra veninderne. Dog vil jeg så sige der er noget jeg ikke forstår, når man endelig indrømmer at man gerne vil have en kæreste, så høre man: ej du skal forblive single, det er slet ikke sjovt, der er så mange problemer, de er sgu så dumme de mænd”.
De er dumme, de er dejlige, jeg sidder bare tilbage og skal ligge øre alt deres lykke, og kan smile og være glad, men i bund og grund sidder der bare en pige tilbage, der gerne vil elskes, men er alt for bange for at springe ud i det, fordi hun er bange for at blive såret.
Nåja jeg har været inde i lidt skidt periode, hvor jeg har været meget hjemme, og absolut ikke har været i byen, har ik rigtigt set mine veninder, og ved da godt det ikke, er den bedste idé når man ikke vil være ensom. Men har bare ik kunne overskue deres lykke og glæde, og ved da også godt jeg ikke møder fyren ved at sidde herhjemme. Men havde brug for at være alene med mig selv og mine tanker, så en dag blev til dage, der blev uger, der blev til måneder.
Nu skal jeg bare i gang igen, og den tanke skræmmer mig faktisk lidt, det er nemmere og bare krybe ned i sit musehul igen, og undskyldningerne kan jeg bare mærke er på vej igen,.. men jeg ved at jeg bliver nød til at kæmpe mig ud, og blive den glade smilende pige igen, der nyder det dejlige liv, hun faktisk har, så nu vil jeg se om jeg kan finde pengene, de røde stiletter, og kæmpe mig ud på lørdag i det vilde byliv.. Kan jeg være sig nok, eller gemmer jeg mig igen?
Jeg vil lade jer vide hvad der kommer til at ske, og i er som altid velkommen til at spørge og kommentere :)
Med Venlig Hilsen
Pigen i de røde stiletter <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar