nyt liv, 1 år siden sidst...

Puha der er godt nok sket meget siden sidst og så alligevel ikke, er jo trods alt stadig single..  Ja surprise, det undre sikkert ingen, men hold nu op hvor kan fyre være nogle bumser.. Men lidt til det nye der er sket jeg er startet på weigth watcher og det har faktisk lykkes mig at tabe 16 kg.. wuuhuu.. Men tænke jeg ville prøve at skrive lidt mere om min kamp med vægten..

Der findes så utrolige mange facebook sider, og andre forummer med kost og sundhed.. Jeg vil da forsøge at få lidt af det ind også, men egentlig vil jeg helst skrive om virkeligheden, når jeg synes det er mega hårdt og noget lort, når jeg nyder og spiser junk eller når jeg ikke lige kan sove og lister ud i køleskabet efter noget lækkert..

Dette vil jeg fordi jeg er så træt af alle forbillederne der bare har total tjek på det, og man sidder og tænker hvorfor kan jeg ikke gøre det, er der virkelig ikke andre der har det lige som mig??  Dette er det selvfølgelig og det er det jeg vil prøve at give plus nogle af mine råd og opskrifter, men mest af alt vil jeg håbe at i kan få et lille grin, og genkendende tanke :)

Så lidt for idag, jeg skulle op og træne og gal hvor jeg bare synes det noget lorte hårdt at komme op og træne.. Idag havde jeg gjort lidt ud af mig selv, man må godt se bare lidt pæn ud (ihvertfald ind til man kommer der op) Det er jeg jo så glad for jeg kommer derop.. Da jeg kommer ind og skal til at køre korte igennem kommer to pæn flotte fyre, med store arme, og dette resultere jo self i at min taske kommer til at sidde fast og jeg kommer til at sidde fast i trænings døren.. Jeg blev så pæn nød til at vende mig og bede dem om at køre deres kort igennem så jeg kunne komme ind.. Og der tænker man bare gudskelov at pige omklædning er langt fra drenge omklædning ;) hehe

Det værste ved at træne er egentlig synes jeg de små undskyld trunter der står og hygge snakker og prøver at se godt ud, eller den flotte aktive pige som bare ser helt ubesværet ud når hun træner.. Altså lige så snart jeg begynder på step maskinen bliver jeg jo møg rød i hovedet og sveder som et svin, ligner jo næsten en der er ved af dø.. Nå ja hvad fanden det er der så ikke så meget at gøre ved jo..  ;)

Men håber i vil følge med og grine lidt og kommentere er jo altid velkommen, i kan spørger hvis der er noget og jeg vil gøre mit bedste for at svare :)

Tilbage igen igen, burde blive bedre

Så er jeg her igen.. selvom der nok ikke er så mange der følger mig..

Jeg har godt nok været meget igennem den sidste tid, alt for mange nedturer og alt for lidt opture.
Jeg mødte en helt fantastisk fyr, og tænkte nu er heldet med mig, jeg blev forelsket og wauw det virkede bare fantastisk.. MEN sådanne skulle det ikke være..

Jeg sad og diskuterede med en kammerat omkring kærlighedsfilm og serie, hvor jeg siger at jeg elsker dem, og hader dem.. Han bad mig uddybe, hvorpå jeg siger, elsker kærligheden, men hader at det aldrig ville ske i virkeligheden.. Han synes jeg var alt for kristisk..

Men helt ærlig hvor mange har fx haft en fyr, der kom ud i lufthavnen for at stoppe dig, fordi han elsker dig? Hvor mange har mødt oplever det der faktiske kærlighedsøjeblik i filmene - det er næppe mange..

Jeg får tit afvide jeg skal kysse en masse frøer før man finder prinsen, men come on, det kan vel ikke være rigtig at jeg ska kysse alle frøer i danmark? Nu har jeg været single i 4 år, og ja kan sku godt være man bliver kynisk og sær..

Havde et vennepar der sagde, du ska da bare gå over til en fyr og sige hey du lækker, og tage det føreste skridt, og jeg tænker bare nu har jeg siddet mange timer på netdating og hørt fyre fortælle hvor lækker hvor smuk osv jeg er..  men har endnu ikke oplevet en fyr komme hen og sagt det til mig i virkeligheden, jo mindre han har været stiv, og så vil de have jeg ska tage det føreste skridt?? Glem det, kan mændene virkelig ikke mande sig op mere, og selv komme hen??

Jeg er noget frem til at jeg vil være mere ærlig, og nu vil jeg begynde og skrive en mere ærlig blog.. det ska ikke kun handle om en kynisk singlepige der forbander alt væk, for må trods alt os indrømme at jeg ikke er perfekt og nok også har min andel i at det ikke bliver til noget med fyrene..

Alt for iaften
Love for all

Pigen i de røde stiletter..

Tilbage igen..

Tilbage igen..

Hold da op, det godt nok ved at være lang tid siden, havde helt glemt jer, og min blog, ind til en ven spurgte hvordan det gik med den…
Men hvad er der sket det jo næsten et år siden..
Jeg kan starte med at fortælle at jeg ikke har fundet kærligheden, men har heller ik rigtig prøvet at opsøge dette.. Jeg gik et år uden sex, end til en ven hjalp en pige i nøden..  Jeg har fokuseret meget på min uddannelse, ind til der skete en masse ting som fik, mig til at tænke på dette såkaldte singleliv.  Mange af mine veninder er gået hen og blevet gravide, juhuu og tillykke med det, men helt ærlig hvorfor har alle så travlt.. Jeg kom ud af min dating koma, og tænkte det kommer når det kommer, og pludselig yngler de unger ud for et godt ord.. Jeg misunder dem da ikke, en del af dem er single, andre i forvirrende forhold, så er det jo egentlig meget godt og bare være så sig selv.. Jeg har i hvert fald ikke travlt med at skulle stifte familie, før jeg er færdig med min uddannelse..

Jeg er dog kommet til at blive en lidt indelukket snegl, da jeg lagde dating livet lidt på hylden.. Der er faktisk ikke rigtig nogen der tiltaler mig som sådanne.. Der var en gammel flamme der skrev i dag, at hvis jeg nu havde taget tyrene ved hornene og mødt ham, kunne der jo måske været blevet noget mere.. Han tror desværre at jeg ikke var interesseret i ham, fordi jeg ikke ville møde ham.. men det havde jo intet med dette at gøre, jeg var jo bare en kryster og det er jeg stadig.. når muligheden har budt sig har jeg bakket ud og ikke mødt dem, på trods af de har været utrolig søde. Men i bund og grund er det jo bare fordi, jeg har været single og mig selv så længe, at jeg er blevet alt for overbeskyttende mod mig selv. Jeg er utrolig bange for at blive såret, og det er der jo ik noget galt i? Jeg ved jeg er klar til at åbne mig, men tror så desværre også det først sker når en fyr kommer og tager mig med storm.. Jeg kan da godt misunde nogen af mine single veninder, når de bare dater på livet løs og møder en masse, jeg ville da ønske jeg var lige så sej, men det er jeg bare ikke, og ved egentlig ikke helt præcis hvad jeg er bange for?

Der er sket meget på dette år, og alligevel er der ikke sket en skid, men livet går alligevel derud af.. Måske man skulle lære lidt af filmen Yes man, og sige ja til nogen af de ting der byder sig i livet, men det kan nu være lidt svært når man bliver lidt af en sær-single-snegl..

Jeg håber at i nød at høre fra mig igen, og jeg vil forsøge at blive bedre til at holde jeg opdatet, på singlelivet i de røde stiletter..

Kærlig Hilsen

Pigen i de røde stilletter..

Det 3 hjul eller ensomhed!

Jeg sidder her, er 21 år, har et dejligt liv, dejlig familie, fantastisk skole, klasse – jeg burde jo have det fantastisk, men det har jeg ikke...

Jeg sidder i den dejlige situation at jeg har 3 super fantastiske veninder, dog er alle kommet i et forhold, og nu sidder jeg tilbage, jeg hygger mig med dem, men jeg vil altid være den, der høre de berømte ord, som en hver single pige hader at høre: ” Vi skal finde en sød fyr til dig, vi score en fyr til dig i aften, prinsen kommer også til dig, du for os en sød fyr en snart, min kæreste har en sød ven – ham må du møde”
Jo jeg vil da gerne have en kæreste, men hvorfor er det, vi altid skal snakke om, dur jeg kun hvis jeg har en kæreste? Sidder og har ikke haft en kæreste i et par år, og har oplevet så mange gange at blive afvist, men hvorfor er det jeg ikke satser og springer ud i at møde en sød fyr? Jo af den simpel grund at jeg ikke vil såres.

Nu har jeg efterhånden sagt, mange gange at jeg er single, fordi det er et bevidst valg, og det har jo nok i bund og grund været på grund af at, det har været måden, på at slippe for dumme sætninger fra veninderne. Dog vil jeg så sige der er noget jeg ikke forstår, når man endelig indrømmer at man gerne vil have en kæreste, så høre man: ej du skal forblive single, det er slet ikke sjovt, der er så mange problemer, de er sgu så dumme de mænd”.

De er dumme, de er dejlige, jeg sidder bare tilbage og skal ligge øre alt deres lykke, og kan smile og være glad, men i bund og grund sidder der bare en pige tilbage, der gerne vil elskes, men er alt for bange for at springe ud i det, fordi hun er bange for at blive såret.

Nåja jeg har været inde i lidt skidt periode, hvor jeg har været meget hjemme, og absolut ikke har været i byen, har ik rigtigt set mine veninder, og ved da godt det ikke, er den bedste idé når man ikke vil være ensom. Men har bare ik kunne overskue deres lykke og glæde, og ved da også godt jeg ikke møder fyren ved at sidde herhjemme. Men havde brug for at være alene med mig selv og mine tanker, så en dag blev til dage, der blev uger, der blev til måneder.

Nu skal jeg bare i gang igen, og den tanke skræmmer mig faktisk lidt, det er nemmere og bare krybe ned i sit musehul igen, og undskyldningerne kan jeg bare mærke er på vej igen,.. men jeg ved at jeg bliver nød til at kæmpe mig ud, og blive den glade smilende pige igen, der nyder det dejlige liv, hun faktisk har, så nu vil jeg se om jeg kan finde pengene, de røde stiletter, og kæmpe mig ud på lørdag i det vilde byliv.. Kan jeg være sig nok, eller gemmer jeg mig igen?

Jeg vil lade jer vide hvad der kommer til at ske, og i er som altid velkommen til at spørge og kommentere :)

                                                          Med Venlig Hilsen

                                                      Pigen i de røde stiletter <3

Den store farlige dating verden! Er der ting der skal forblive usagt?

Den store farlige dating verden!
Der er så mange spørgsmål, hvad skal man gøre på første date? Hvad er tilladt og spørge om? Nogen siger at første date, er til at lære hinanden at kende, og det er jo også rigtig nok.  Men er der nogen ting der skal forblive usagt?
Jeg var på en date i går, super sød fyr, og vi hyggede os rigtigt, men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvornår skal man fortælle ting som er virkelig vigtigt for en?

Jeg sidder som 21 åring, og tænker tit på det med børn, og på hvornår skal jeg fortælle min hemmelighed til en ny fyr? Jeg har verdens dejligste lillebror, desværre har min lillebror en kromosomfejl, der gør han har et mindre handicap. Jeg har en halv storebror som jeg aldrig har mødt, men han har den samme kromosomfejl og han er blevet multihandicappet af den. Da jeg var 15, fik jeg af vide at, jeg var bære af den kromosomfejl, hvilket vil betyde at chancen for at jeg vil få et normalt drengebarn er meget lille. Jeg har besluttet derefter, hvis jeg finder ud af at mit barn har denne kromosomfejl, så vil jeg få det fjernet, da jeg ikke har lyst til at sætte et handicappet barn til verden.  Nu kan jeg så i dag ikke lade være med at tænke hvornår skal jeg fortælle en fyr, jeg dater, at det med børn kan blive en svær ting for mig?

Skal man sige det fra starten, ligge kortene på bordet, eller skal man vente og se om det bliver til noget? Det er ikke fordi jeg sidder som 21 åring og tænker, nu skal jeg snart have børn, men tænker tit over det. Kan være super uheldig en dag, få en mand der kun kan lave drengebørn og så betyder det at jeg nok skal adoptere, hvilket ikke genere mig. Utroligt at en ting som børn, kan betyde så meget, når man ikke engang skal have dem endnu. Men alligevel ser jeg mig selv miste lidt interesse for fyrene hvis jeg for af vide at han ikke har nogen søstre men kun brødre.

Lyder nok som om, at jeg er helt afklaret med det, men det skræmmer mig da stadig. Tanken om at skulle risikere en del aborter, det med hvad nu hvis manden ikke kan klare at det ikke bare er lige til, det er sku ikke nemt. Men hvornår skal man dog fortælle det. Jeg ved godt at hvis fyren ikke kan acceptere det, så er han heller ikke den rette, men typisk at jeg skal sidde med det lille problem, der kan gøre det ellers så svære datingliv endnu svære og finde rundt i..

Kærlig Hilsen
Pigen i de røde stiletter.

Pigen med de røde stilletter

Jeg sidder og kigger ud af vinduet, Cassie køre i baggrunden, og tænker over mit kærlighedsliv. Hvorfor er det aldrig lige så nemt i virkeligheden, som man ser på film? Hvad gør at jeg sidder som single, 21 kun 2 forhold, men sex med ca. 30? Skyldes det at som jeg fortæller veninderne, at jeg bare har mødt de forkerte, hvilke jeg har, de dumme fyre som udnytter en, eller ligger der noget dyber bag. Ja jeg er nok ikke den slankeste pige, men det burde jo ikke gøre nogen forskel, udseendet er vel ikke alt? Men i stedet for altid skyde skylden på alle de fyre der går derude, er fejlen så min? Jeg tror det er en blanding, mener kan ikke være helt grim, når fyre gerne vil knalde med mig, og for da en del komplimenter på nettet. Men skyldes det i bund og grund usikkerheden på mig selv.

Jeg tænker i dag burde det ikke være noget problem at finde en kæreste, vi har jo så mange muligheder, møde fyre i byen, nettet er der utallige af dating sider, og vi kan endda få trykket en kontakt annonce i avisen. Men det svære ved at det er så “nemt” er jo at kravene bliver større, og så skal man sparke sig selv bagi. Det nemt at skrive en dating profil, det svære er jo at komme væk fra computerskærmen og ud på dates… Det er nemt at sidde bag skærmen og flirte og være cool, jeg er god til det, og har da også være på en del “dates” eller jeg har mødt dem i mit eller deres hjem, men nu sidder jeg som kryster. Jeg kan sidde og skrive med en super sød fyr , og når jeg så skal møde ham kryster jeg og kommer med dårlige undskyldninger for ikke at komme. Om det bunder i at jeg er bange for, at blive såret, måske lidt, men tror bare jeg mest af alt er bange for at åbne mit hjerte helt igen, er bange for ik at blive forelsket, som jeg ikke har været længe. Eller bare bange for at såre fyren, fordi jeg måske ikke kommer til at føle det samme for ham, som han måske kommer til for mig.

Det er super dumt, for savner en fyr, savner en at holde af, ved jeg er til fyre, på trods min snak med nogen tøsepiger gennem tidens løb, men jeg burde bare kaste mig ud i det. Jeg sidder og ser på mine veninder med deres kæreste, hvor de tit siger: Du skal ik få dig en kæreste, forbliv single, der er alt for mange problemer. Men jeg vil gerne have skænderierne med, det hele vil jeg have. Jeg vil have en at ligge og putte med søndag aften. Jeg ved at jeg bliver helt forfjamsket når en sød fyr kommer med en komplimenter, ligesom i lørdags hvor en fyr råber: Hey dig med de røde stiletter, du er fandme lækker, men igen blev kylling og råbte ikke noget tilbage, men det må vi ændre nu…
Håber i syntes om min historie, vil gerne have lidt feedback, om i kunne tænke at høre mere om nogen af mine tanker, blondinen har mange tanker i hovedet.

Med Venlig Hilsen

Pigen i de røde stiletter <3